SEO

Shakespeariser dine blogindlæg

Af i SEO

Få succes med dine blogindlæg

Successen af dine blogindlæg er i høj grad afhængig af, hvorvidt du formår at skrive i et spændende, oplysende sprog, der fanger dine læseres opmærksomhed. De skal blive underholdt, informeret og helst også finde indlægget så godt, at de vælger at dele det med deres venner. Få nogle gode skrivetips her. Psssst… De kan også sagtens bruges til andet end blogindlæg — både kollegerne og kunderne kan jo også godt lide lækre, læsevenlige mails med et twist af humor.

Vi kender alle de der indlæg, hvor overskriften lover mere, end den kan holde. Opmærksomheden er for alvor vakt, og der klikkes med forventningens kildren i maven på linket — der er noget godt i vente! Men øv, blogindlægget levede på ingen måde op til det, der blev lovet i overskriften. Det sprøde ordvalg, den interessante historie, der blev antydet, faldt hård og brutalt til jorden, efter første afsnit er læst.

Ingen af os kan lide de indlæg! Du skal derfor aldrig love mere, end du kan holde. En blog er til for at blive læst, ikke for at få læserne til at klikke ind på indlægget og allerede 30 sekunder efter klikke væk igen. Så er det skønne spildte kræfter. Sørg derfor for at du skriver i et godt sprog, og at overskriften stemmer overens med det, læserne kan forvente.

Godt sprog

Når jeg siger godt sprog, så kan det være mange ting. Derfor vil jeg herunder give nogle idéer til, hvordan du kan spice dit sprog lidt op. Der skal ikke nødvendigvis en masse til, små justeringer kan gøre en stor forskel. Lad os gå i gang.

Ordvalg

Ordvalget har stor betydning for, om læserne gider at klikke på dit indlæg. Vi ved for eksempel godt, at gratis ofte fungerer som en klikmagnet. Det er dog ikke kun lovning om noget gratis, der kan fange folks opmærksomhed. Ord, der lyder cool, anderledes eller sjove, kan også tiltrække læsere — men hvordan finder du et af de der cool ord?

Du kan lave dit eget:

  1. Enten kan du lave et nyt ved at sætte to allerede eksisterende ord samme. Det er faktisk sådan, Facebooks navn er bygget op.
  2. Du kan også tage dele af to ord og sætte dem sammen. Det lyder måske lidt fjollet, men det kan være med til at sparke kreativiteten i gang. Mange kender sikkert kafferazzi typen. Dem der skal tage billeder af deres superlækre cafékaffe og lægge det på Instagram.
  3. Er du ovre i et tilbagevendende ord eller begivenhed, som du skal gentage op til flere gange i dit indlæg, så kan du arbejde med at finde et godt akronym eller en forkortelse.
  4. Lav dine egne endelser på ordene. Det har jeg gjort i dette indlægs overskrift. Der er ingen tvivl om, at Shakespeares navn ikke korrekt kan bruges sådan, men ordet er anderledes og skaber et billede i læserens hovede.

William Shakespeare

Billedsprog

Tænk over, hvordan du slutter dine sætninger. Kan du slutte dem af på en stærk måde, der efterlader dit budskab klart og tydeligt — gerne med et billede plantet i dine læseres hoveder — så er det optimalt. Et eksempel kunne være:

Hvis du formår at afslutte dine sætninger med et stærkt billede, vil dit budskab øge værdien, som en blød kiks der bliver tørret i ovnen

I dette eksempel arbejder jeg med at sætte et billede på mit budskab. Det ikke bare understreger pointen, men tilføjer også et element af underholdning til sproget, hvilket netop er vigtigt, hvis læseren skal blive hængende.

Sætningskonstruktioner

En sætning er ikke bare en sætning. Faktisk er der meget mere i det. De korte sætninger gør sproget hurtigere, øger spændingen og gør det nemmere at læse. Hvorimod en lang sætning kan øge kompleksiteten, da afsenderen forsøger at fortælle rigtig meget på én gang uden at brække budskabet op i nogle mindre dele, så det på den måde bliver mere spiseligt.

I afsnittet ovenover har jeg netop illustreret, hvordan din sætningskonstruktion kan påvirke sproget. Er du ude i en længere, faglig redegørelse for et produkt, så er det ikke sikkert, at de korte sætninger er passende. Skriver du derimod et blogindlæg, der skal introducere et produkt — og altså fungere sælgende — så er det måske en rigtig god idé. Det rette miks kan findes. Det vigtigste er blot at tænke over dit valg.

Nu er du klar. Klar til at erobre ordets magt. Tage de læsere du har fortjent.

Skriv løs.

 

0 kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*