Sociale medier

Guide til at annoncere på Instagram

Af i Sociale medier

Instagram annoncering

Instagram har fået en plads i manges hjerter — specielt de unges. Dette gør mediet til en effektiv marketingkanal, hvis det er netop denne målgruppe, du vil ramme. Det kræver dog, som alle andre steder, ressourcer og energi at udnytte mediets potentiale. Har du mod på at kaste dig ud i junglen af hashtags og lækre billeder, så har jeg lavet en guide, der hjælper dig med at komme i gang med at annoncere på Instagram.

Muligheden for at reklamere på Instagram er ganske ny. Det blev først muligt i efteråret 2015. Derfor er mediet også stadig umodent på det danske annoncemarked. Det skal dog ikke stoppe dig fra at udnytte muligheden. Det betyder udelukkende, at du ikke har helt så mange konkurrenter endnu, og at du kan være den, der træder de første fodspor i sneen.

Instagram er et visuelt medie, og der er mange super skarpe fotonørder, der lægger billeder og videoer op. Det er derfor ikke helt godt nok med smårystede billeder taget i et halvmørkt lokale. Det er æstetikken, der er i højsædet, og derfor skal du prioritere indholdsproduktion og finish. Instagram giver ikke brugerne mulighed for at dele opslag. Derfor skal du arbejde lidt hårdere for dine likes, da dine følgere ikke kan hjælpe dig.

Når det så er sagt, så skal du da klart gøre et forsøg. Der er et stort potentiale i mediet, hvis du vil nå den unge del af befolkningen.

Kom i gang med at annoncere på Instagram

Du får herunder en guide til, hvordan du kommer i gang med at annoncere på Instagram.

Step 1: Facebook Business Manager

Instagram er ejet af Facebook, og derfor skal du bruge Facebook Business Manager til at oprette annoncerne. Igennem denne tjeneste kan du administrere både din Facebook- og Instagram-profil. Det er derfor et godt værktøj, der kan give et overblik over dine aktiviteter.

Instagram business manager

 

Step 2: Tilknyt din Instagram-profil

Klik på virksomhedsindstillinger og vælg Instagram-konti.

Instagram business manager

 

Du skal derefter indtaste brugernavn og password. Nu skulle din Instagram-profil gerne være knyttet sammen med din Facebook Business Manager.

Step 3: Opret en annoncekonto

Hvis du ikke allerede har oprettet en annoncekonto, så skal du gøre det og tilknytte din Instagram-profil til denne konto. En annoncekonto opretter du under punktet: Annoncekonti. Her skal du give kontoen et navn og efterfølgende oprette de betalingsoplysninger, annonceudgifterne skal trækkes fra.

Step 4: Opret kampagne og annoncesæt

Nu gælder det om at få oprettet annoncer. Først skal du oprette en kampagne og et annoncesæt, som den pågældende annonce skal ligge under. Når du vælger kampagne, skal du vælge ud fra, hvad dit overordnede mål med annoncen er. Skal du have flere følgere, opmærksomhed eller andet?

Herefter opsætter du et annoncesæt, som kort fortalt betyder, at du skal vælge nogle helt overordnede oplysninger for de annoncer, der kører i dette annoncesæt. Du har en række valgmuligheder, når du skal oprette et annoncesæt:

Budget: Hvor mange penge vil du bruge på annoncen?
Tidsplan: Hvor længe skal annoncen køre?
Målgruppe: Hvem skal eksponeres for annoncen?
Placering: Hvor skal annoncerne køre?
Prisfastsættelse: Hvor meget vil du højst betale for en visning?

Step 5: Opret annonce

Når du har valgt disse ting, så er du klar til at oprette den konkrete annonce. Du kan skrive en kort tekst, og det anbefales, at du bruger billeder i opløsningen 1080 x 1080 px.

Du skal også vælge en målgruppe for din annonce. Køn, alder, by og interesser er blot nogle af de muligheder, du kan tage stilling til, så du gør din annonce så målrettet som muligt.

Du kan også vælge forskellige formater for din annonce, som egentlig bare dækker over, hvordan du ønsker, annoncen skal se ud. Du kan se formaterne her:

instagram annonceformater

Billedannoncer: Her har du et enkelt billede, som annoncen er bygget op omkring samt selvfølgelig din korte tekst.

Videoannoncer: Her har du en kort video på maks 60 sekunder, som kan være den visuelle del af din annonce. Også her har du naturligvis din korte tekst.

Karruselannoncer: Her har du en række af billeder i annoncen, som brugerne kan swipe mellem.

Step 6: Ready, set, GO!

Når du har valgt et annonceformat, uploadet billeder eller video og skrevet din tekst, kan du se et preview af din annonce. Her kan du se, hvordan annoncen kommer til at se ud, når din målgruppe eksponeres for den. Er du tilfreds? Så sæt den i gang.

Der kan gå op til 24 timer, før annoncen bliver godkendt.

0 kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*