InfografikkerSociale medier

Facebookstatistik: Her er de vigtigste parametre

Af i Infografikker, Sociale medier

Facebook statistik – 10 gode målepunkter

Tag et kig på denne guide, hvis du vil være helt skarp på din Facebookstatistik. 

Dette indlæg starter med at præsentere de ti forskellige parametre, som er interessante at måle på i forhold til Facebook.
Razor Social har lavet en fin oversigt, som kan ses herunder. Hver af de enkelte punkter vil efterfølgende blive gennemgået.

Infografik over Facebookstatistik

1. Publikums engagement

Du har naturligvis en interesse i, at det indhold du deler på din Facebookside, rent faktisk også er noget, dit publikum synes er værdifuldt. Hvis de synes, at det er værdifuldt, vil de være meget mere tilbøjelige til at like, kommentere og dele det, hvilket kan give værdi tilbage til dig.

Engagementsparametrene er vægtet forskelligt, og hovedreglen er, at en kommentar er mere værd end et like, og en deling er mere værd end en kommentar. De er vægtet på en sådan måde, da det ikke kræver særlig meget af brugeren at like et opslag. Yderligere er det ikke nødvendigvis noget, der gør, at dit opslag bliver spredt ud til flere mennesker. En kommentar viser derimod mere engagement, da man rent faktisk har taget sig tid til at kommentere, og sidst er en deling mest værdifuld, da du her bliver eksponeret til en hel del flere mennesker — helt uden at skulle betale for det.

2. Fanbasens størrelse

Det er med stort forbehold, at jeg nævner dette parameter, da det er vigtigt at understrege, at en stor fanbase ikke nødvendigvis er vejen til eldorado. Det er langt vigtigere, at de fans, du har, rent faktisk engagerer sig i dit indhold.

Når det så er sagt, så er det naturligvis stadig interessant at holde øje med, hvor mange fans du får på siden. Specielt hvis du, samtidig med at du udvider din fanbase, kan fastholde et højt engagement. Så har du virkelig fat i den lange ende. Får du derimod flere og flere fans, som engagerer sig mindre og mindre i dit indhold, så er det tid til at lave om på din indholdsstrategi og få dem op af stolene.

3. Reach og impressions

Her har vi nogle gamle kendinge fra det tidligere indlæg om Twitter, for også på Facebook er rækkevidden for dine opslag af stor interesse. Facebook er jo i bund og grund en marketingplatform, hvor du vil øge loyaliteten blandt de kunder, du allerede har og samtidig eksponeres for en masse nye potentielle kunder.

Reach (også kaldet rækkevidde på dansk) betyder, hvor mange mennesker der har set dit indhold. Det er altså et utrolig vigtigt tal, når du skal vurdere, hvor meget eksponering du har fået på dit indhold. Rækkevidden på et Facebookopslag kan sammenholdes med andre marketingformer, digitale som analoge, så du på den måde kan sammenligne din eksponering på tværs af platforme.

Impressions (også kaldet visninger på dansk) refererer til, hvor mange gange dit indhold er blevet vist. Det kan sagtens være blevet vist flere gange for den samme, hvorfor tallet også normalt vil differentiere fra rækkevidden. Visningerne er interessante, da folk ikke nødvendigvis læser dit opslag første gang, men gerne skal eksponeres for det flere gange, før det fanger deres opmærksomhed.

4. Engagement på forskellige typer af indhold

Her er vi ude i nørderi, der kan gøre enhver analytisk hjerne glad. Facebook giver mulighed for at se, hvilken type af indhold brugerne reagerer bedst på. Er det indhold med links, billeder eller måske video? Det kan give dig et praj om, hvad du skal dyrke endnu mere i fremtiden.

Det betyder ikke, at du udelukkende skal satse på video og kun video, hvis det er det indhold, som de reagerer bedst på, men det kan hjælpe dig med at planlægge formatet af de virkelig vigtige budskaber, som du gerne vil kommunikere ud. Har du eksempelvis en kampagne, så giver det måske mening at lave videomateriale omkring den til Facebook, hvis det er det indhold, som flest interagerer med. På denne måde er der størst sandsynlighed for, at flest ser dit budskab.

5. Klik til website eller app

Hvis du forsøger at sende folk videre til for eksempel dit website, vil du naturligvis gerne vide, hvor mange der rent faktisk har besøgt din side. Det kan være vigtig viden i forsøget på at fastslå ROI for din tilstedeværelse på Facebook. Optimalt set kan du følge hver enkelt bruger og se, hvordan de konkret har klikket sig rundt — måske endte de ligefrem med at konvertere i form af et køb eller en tilmeldning til nyhedsbrev. Alle disse informationer kan du få, hvis du har Google Analytics installeret på dit site.

Bemærk at der også findes andre klik i Facebooks statistik, som kan være relevant. Du kan nemlig se, hvor mange brugere der har klikket på dit opslag i alt. Klik kan dække over alt fra, at brugeren har klikket sig videre til din side, klikket på din video eller dit link. Alle kliks går altså ikke nødvendigvis til dit website, men viser stadig, at brugerne har vist interesse i dit indhold.

6. Profilen på din fanbase

Igen er det vigtigt at tænke kvalitet frem for kvantitet. Det gælder om at have de rigtige fans frem for mange. Du skal derfor holde øje med, hvad det er for en fanbase, du har. Er det primært kvinder mellem 20-30 år, når din primære målgruppe egentlig er mænd mellem 40-50, så er det nok tid til at revurdere dit indhold — eller måske din målgruppe.

Dette er også et relevant perspektiv, hvis du benytter Facebook som annonceplatform. Her har du mulighed for at segmentere meget snævert, hvilket gør, at du kan være helt skarp på, hvad det er for en målgruppe, du vil ramme. Brug det, det kan give stor værdi.

7. Svar på henvendelser

Desto mere du engagerer dig i dit community, desto mere engagerer de sig i dig. Det gælder derfor om at svare dem så hurtigt som muligt, så de føler, at de bliver hørt. Naturligvis inden for rimelighedens grænser — du kan jo ikke svare kl. 04.00 om natten.

Følg derfor med i, hvor hurtig du er til at svare. Det er et sted, der kan give meget værdi for brugerne så få styr på det.

8. Negativ feedback

Selvom det ikke er det mest opmuntrende arbejde, så skal du stadig huske at følge med i de negative tilkendegivelser, som du måtte få. Dem skal der jo helst ikke være for mange af. Hold derfor øje med om antallet stiger eller falder. Sker der en stigning, så giver det nok mening at bore lidt i, hvorfor folk er utilfrede — spørg dem eventuelt direkte, hvis du ikke selv kan finde årsagen.

Du skal dog ikke gå helt i sort, hvis du får nogle negative tilkendegivelser. Det er mere eller mindre umuligt at tilfredsstille alle, og så længe du sørger for at yde en god kundeservice, så er det ikke helt galt.

9. Brugernes produktion af omtale

Når sociale medier virkelig spiller, så kan det være med til at give dig omtale, som du ikke engang skal betale for. Det er især når brugerne for eksempel deler dit indhold, omtaler dit brand eller lignende. Det er her, du virkelig kan få omtale for pengene (eller nå nej, du havde jo ikke betalt for det).

Følg derfor med i, hvad folk siger om dig og dit brand. Det kan være en stor del af din ROI på de sociale medier, der sker i det skjulte.

10. Hvornår er dine fans aktive?

Sidst er det vigtigt, at du lærer dine fans at kende. Du skal følge med i, om der er nogle bestemte steder på dagen, hvor dine fans er mere aktive, for så kan du med fordel sprede de vigtigste budskaber i det tidsinterval.

Der vil sandsynligvis gå lidt tid, før du kan se reelle peaks i din statistik, men det skal nok komme, som du får produceret noget indhold.

Jeg håber, at du med denne guide er blevet lidt klogere på, hvad det er for nogle parametre, der er interessante at holde øje med i din Facebookstatistik.

Over and out.

 

0 kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*