Sociale medier

Guide: Sådan opretter du en Facebookside fra A-Z

Af i Sociale medier

Facebook page – En A-Z guide

Facebook er til dato stadig det største sociale netværk i hele verden. Bare i Danmark har de omkring 3.476.000 månedlige brugere. Der er derfor god mulighed for at ramme din målgruppe på dette medie. Har du endnu ikke fået oprettet en Facebook-side til din virksomhed, men vil gerne i gang? Så har du ikke længere nogen undskyldning. Her får du nemlig en A-Z guide til, hvordan du kommer i gang. 

De sociale medier kan være nogle udmærkede kanaler, hvis du skal i kontakt med en bestemt målgruppe. I særdeleshed Facebook er udbredt blandt den danske befolkning og rummer derfor også mange forskellige aldersgrupper. Det er altså ikke nødvendigvis kun de unge, du kan fange på dette medie.

Herunder finder du en A-Z guide, der hjælper dig med at oprette en virksomhedsside på Facebook:

Sådan opretter du en Facebook-side

Du kan med fordel gøre dig nogle indledende tanker omkring, hvad du vil bruge din Facebook-side til. Dette bliver vigtigt, når du senere skal skrive nogle linjer om din virksomhed og vælge billeder til din side. Begynd derfor ikke at oprette din side før du har de overordnede linjer på plads.

Step 1: Udfyld de basale informationer

Først og fremmet skal du gå ind på dette link for at komme i gang med oprettelsen:

https://www.facebook.com/pages/create.php

Her skal du vælge én af de følgende seks kategorier, der passer bedst til din virksomhed:

  • Forretning eller sted i lokalområdet
  • Virksomhed, organisation eller institution
  • Brand eller produkt
  • Kunstner, band eller offentlig person
  • Underholdning
  • Sag eller fællesskab

 

Pssst… Selvom du bliver bedt om at vælge en kategori nu, så kan du altid ændre den senere, hvis det skulle blive nødvendigt.

Der kan være en smule forskel på, hvordan de enkelte sider ser ud, da den lokale forretning har et stort fremhævet felt til adressen, hvor en brandside ikke bruger pladsen på et kort, men i stedet en kort beskrivelse af brandet. Overvej derfor, hvad der er optimalt for dig, og om det er din virksomhed, der skal have en side, eller det i stedet skal være fokuseret omkring dit produkt.

Når du har valgt din kategori, skal du udfylde nogle helt basale informationer omkring virksomheden eller produktet. Efterfølgende kommer der yderligere nogle informationer, der skal indtastes:

Fortæl folk om sidens formål.
Du har 155 anslag til at beskrive din side. Denne beskrivelse vil figurere i øverste venstre hjørne på din side, så den får en ret prominent plads på siden. Det er derfor vigtigt, at det er en sigende og interessevækkende tekst.

URL.
Her skal du indsætte URL’en til din virksomheds- eller produktside.

Facebook URL/brugernavn.
Du har mulighed for at vælge en URL til din Facebook-side, som du selv har lavet eksempelvis facebook.com/navnetpådinvirksomhed.

Profilbillede.
Upload profilbilledet for din side. Dette billede vil være synligt på din side i øverste venstre hjørne. Samtidig vil det også optræde hver gang, du kommenterer eller slår indhold op. Det er bedst med et kvadratisk billede, da Facebook ellers vil beskære billedet, så det passer til disse dimensioner.

Desuden skal profilbilleder helst være i følgende opløsning: 180 x 180 pixels.

Step 2: Lav et perfekt coverbillede

Når du er nået så langt, så er din side live. Det vil sige, at den nu er tilgængelig for alle på Facebook. Stærkt gået! Nu er der ikke langt igen.

Facebook stiller ikke krav om, at du har flere informationer, end du har nu. Jeg vil dog anbefale, at du får sat de sidste elementer på din side op, så den virkelig bliver indbydende og informativ. Derfor skal du da helt afgjort uploade et coverbillede. Et coverbillede bliver vist i toppen af din side i umiddelbar forlængelse af dit profilbillede. Du kan se et eksempel fra vores side herunder:

Coverbillede på facebook page

 

Det idelle coverbillede:

Et coverbillede på Facebook har dimensionerne 851 x 315 pixels. Du skal være opmærksom på, at Facebook beskærer dit billede på mobiler. Helt konkret fjerner de 144 pixels i begge sider af billedet.

Derfor er det reelt kun 563 x 315 pixels af billedet, der bliver vist på mobiler. Du skal derfor ikke placere noget essentielt i siden af dit billede, da du så risikerer, at det ikke kan ses på disse platforme.

Så snart dit coverbillede er klar, så tilføjer du det ved at klikke på knappen ‘Tilføj et cover’. Hvis du har uploadet et billede, der ikke helt præcist passer til dimensionerne, får du mulighed for at rykke rundt på det, til du synes, det passer. Når du er tilfreds med resultatet, gemmer du ændringerne, og så har du en fin visuel top på din side.

Et lille prof tip:
Når du har uploadet dit coverbillede, bliver billedet også tilføjet til din tidslinje som et opslag. Hvis du sørger for at ændre beskrivelsen af billedet, kan du få et budskab ud til dine følgere gennem dit coverbillede. Du åbner simpelthen bare på billedet og tilføjer en beskrivelse ved at klikke  ‘Tilføj en beskrivelse’:

Tilføj beskrivelse på facebook coverbillede

 

Du kan tilføje beskrivelsen, tags, lokation eller en dato til dit billede. Så snart du er færdig, vil din status på din tidslinje blive ændret, så den reflekterer dine ændringer.

Step 3: Udfyld de sidste informationer

Til slut anbefaler jeg, at du udfylder de sidste informationer, Facebook giver dig mulighed for. Dem udfylder du ved at klikke på ‘Indstillinger’ i den øverste menu på siden.

 

Derefter vælger du ‘Sideoplysninger’.

 

Nu åbnes en del af din side, hvor du kan tilføje en hel masse information om din virksomhed. Nogle af de vigtigste at få udfyldt er:

Adresse:
Det kan være en god idé, hvis du eksempelvis vil have, at folk skal kunne tjekke ind, når de er i din butik eller lignende.

Lang beskrivelse:
Skriv en detaljeret tekst der kan uddybe din mission eller andre relevante informationer. Her er du ikke begrænset af de 155 anslag.

Telefonnummer/e-mailadresse:
Tilføj yderligere kontaktinformationer, så eventuelle kunder kan komme i kontakt med dig.

Er du stræberstudenten i klassen, så udfylder du også resten af informationerne, så din side bliver tiptop.

Step 4: Tilføj roller til din side

Hvis du ikke er den eneste, der skal have med siden at gøre, kan du tilføje dit team, så de også kan få adgang til siden. Du har tilmed mulighed for at definere deres roller alt afhængig af, hvad de skal have rettigheder til. Her kan du se de roller, du kan vælge:

  • Admin: Adgang til og kan ændre alt (du er helt automatisk admin).
  • Editor: Kan redigere på siden, sende beskeder, opslå indhold på siden, oprette annoncer og se statistik for siden.
  • Moderator: Kan besvare og slette kommentarer på siden, sende beskeder, oprette annoncer og se statistik for siden.
  • Advertiser: Kan oprette annoncer og se statistik for siden.
  • Analyst: Kan udelukkende se statistik for siden.

For at tilføje teammedlemmer går du ind i ‘Indstillinger’ (helt som du gjorde før) og vælger ‘Sideroller’. Her skriver du navnet på den, du ønsker at tilføje. Alternativt kan du indtaste personens e-mail.

Step 5: Indhold, annoncer og statistik

Nu er du køreklar til at udforske Facebook-verdenen. Næste step er at få lavet en indholdsplan over, hvad du vil opslå på din side. Mangler du idéer, så kan du lade dig inspirere i disse blogindlæg:

5 inspirationskilder til dit indhold

25 tips til socialt indhold.

Sidst bliver du en statistikhaj på Facebook, hvis du læser:
Facebook-statistik: Her er de vigtigste parametre.

God fornøjelse!

0 kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*