Sociale medier

7 basale spørgsmål om sociale medier

Af i Sociale medier

7 Spørgsmål om sociale medier

Området inden for sociale medier udvikler sig konstant. Der kommer nye tjenester, nye muligheder og nye trends der skal udforskes. I et felt der udvikler sig så hurtigt, kan det også være nødvendigt at gå tilbage til det basale og stille sig selv de spørgsmål, som det hele startede med. Det kan selvfølgelig også være, at du skal til at springe ud head first i denne fagre verden af likes og lækkert indhold. Underordnet hvor du står, så kommer der her en række helt basale spørgsmål og svar om sociale medier:

 

Spørgsmål 1: Skal din virksomhed være til stede på alle sociale medier?

Svar: Nej.

Det hurtige svar på dette spørgsmål er umiddelbart nej. Det gælder ikke om at hoppe med på alle de tjenester, der skyder frem i det digitale landskab — snarere tvært imod. Det gælder nemlig om at lægge kræfterne der, hvor de kan give mest igen. Både i forhold til ressourcer og kunder.

Er alle dine kunder til stede på en bestemt tjeneste, så er det naturligvis der, du skal sætte ind. Der er dog også nogle andre overvejelser, som er relevante at tage stilling til, nemlig om du har mulighed for at producere indhold, som den pågældende tjeneste kræver. Facebook er jo for eksempel meget fleksibelt, når det gælder indhold. Her har du mulighed for at lægge alt fra links og tekster i forskellig længde til video- og billedmateriale. Det er altså en rimelig fleksibelt tjeneste, som du kan tilpasse til dit behov. Sagen er en helt anden, hvis vi kigger på Instagram, hvor de lange historier og links ikke gør sig så godt.

Summa summarum skal du altså både være realistisk omkring, hvad for noget indhold du har mulighed for at producere — både i relation til tid, men også hvad dine produkter lægger mest op til. Samtidig skal du udvælge de tjenester, hvor flest af dine kunder er repræsenteret. Og lige én ting mere: lad være med at have dårlig samvittighed over at du ikke er alle steder. Hellere gøre det ordentligt på få udvalgte tjenester end at skyde med spredehagl.

 

Spørgsmål 2: Skal din tilstedeværelse være konsistent?

Svar: Ja.

Du synes måske, at det er et dumt spørgsmål, men sagen er den, at det er uhyre vigtigt, at der er konsistens mellem dine forskellige konti, ellers risikerer du at gå glip af omtale. Hvis dit brugernavn for eksempel ikke er det samme på tværs af tjenesterne, så er det ikke sikkert, at brugerne lige kan huske, hvad for et navn de skal bruge, hvis de vil tagge dig. Det er jo brandærgerligt at gå glip af omtalen på grund af navneforvirring. Er dit navn ikke lige ledigt så vær lidt kreativ. Det gør ikke så meget, hvis din url og dit navn på sociale medier ikke er helt ens.

Når det så er slået fast med syvtommersøm, så er det også essentielt, at du har et visuelt udtryk, der går igen på tværs af tjenesterne. Det gør dig genkendelig og er med til at styrke hele din visuelle identitet. Herunder er det naturligvis flødebollen på isvaflen, hvis du også formår at have en konsistent håndtering af dine kunders henvendelser. Altså at alle bruger den samme tone, når de håndterer henvendelserne.

Pssst, der er faktisk en nem måde at tjekke, om det navn er brugt på tværs af forskellige tjenester. Knowem viser dig hurtigt og nemt, om dit navn er tilgængeligt på de tjenester, du har i kikkerten. Prøv det af.

 

Spørgsmål 3: Hvordan bliver du ved med at finde på nyt indhold?

Svar: Det er faktisk nemmere, end du tror.

Det hele bunder i, hvorvidt du har et indgående kendskab til din målgruppe. Hvis du ved, hvad der interesserer dem, hvilke problemstillinger de står overfor og generelt forstår dig på deres verden, så er det meget nemmere at finde indhold, som rammer alle disse punkter. Optimalt set synes de jo, at indholdet er så interessant, at de har lyst til at dele det i deres eget netværk.

Naturligvis er der forskel på, hvor inspireret man er, og det er ikke hver dag, man kaster om sig med et festfyrværkeri af kreative idéer, der rammer bulls eye. Derfor er det heldigvis også muligt at hente inspiration fra andre. Følg nogle af de indflydelsesrige personer inden for dit forretningsområde og del deres guldkorn. Er du med på et lidt større arrangement, så er det også muligt at lade sig inspirere af deres emner og selv tage dem op for eksempel med en udvidelse eller måske (hvis du tør) et direkte modargument.

Et andet sted at hente inspiration er på de sociale medier — ja, du kan sagtens hente inspiration fra samme kilde, som du selv arbejder med. Hvad rører sig for øjeblikket? Er der noget, som du kan benytte til din fordel? Hvad snakker folk egentlig om? Fød ind i den diskussion som allerede er startet.

Sidst, men bestemt ikke mindst, er der også muligheden for at invitere dine følgere med i idégenereringsprocessen. De ved jo om nogen, hvad de gerne vil have. Spørg direkte, hvad de gerne vil have mere af, om der er noget, de savner? Følgerne på sociale medier kan faktisk sagtens bruges aktivt, som du kan læse meget mere om i et tidligere blogindlæg.

 

Spørgsmål 4: Hvor ofte skal jeg slå indhold op?

Svar: Det varierer.

Hvor ofte du skal slå indhold op kommer an på dine ressourcer og dit publikum. Det gælder optimalt set om at få kvalitetsindhold eksponeret for så mange øjne som muligt. Tommelfingerreglen er dog, som med mange andre ting i livet, kvalitet frem for kvantitet. Betyder det, at du kun har mulighed for at blogge en enkelt gang om ugen, men at det blogindlæg så til gengæld er gennemarbejdet og trækker engagement, så er det fint nok. Det vigtigste er bare, at du finder et konsistent skema, som du kan overholde.

Det kan også være en idé at opslå de største succeser igen med en ny tekst og visuel fremtoning. Alle har med garanti ikke set den første gang. Det er altså ikke forbudt at genbruge gammelt indhold, så længe det ikke tager overhånd. Især på Twitter er genopslag af indhold en god idé, da strømmen går så hurtigt at mange ikke når at se det.

 

Spørgsmål 5: Hvordan får jeg flere følgere?

Svar: Ved at dele det rigtige indhold på de helt rigtige tidspunkter,….

… men husk på, at det ikke er mængden af følgere, der er det vigtigste. Det gælder i stedet om, at det er de rigtige følgere, du har. Så hellere 1000 super dedikerede fans der er vilde med dit produkt, end 10.000 der udelukkende følger dig, fordi de var med i en konkurrence engang, men ellers aldrig kunne finde på at købe i din butik. Det giver derfor heller ikke altid mening at gå efter en endnu større følgerskare — i hvert fald ikke for enhver pris.

Den rigtige (og også hårde) måde at få en større, men også betydningsfuld, følgerskare er at skabe noget virkelig godt indhold, som giver brugerne værdi. Det er ikke nemt, men derfor er det også så meget sjovere, når det lykkedes at skrabe 100 personer mere sammen, som man ved, at man har kæmpet for at få.

Der er også et element af tid i dette regnskab. Det er nødvendigt at lære, hvornår der er bedst mulighed for at fange så mange som muligt. Er det om morgenen, når folk er på vej til arbejde, i frokostpausen eller måske om aftenen, hvor folk slænger deres korpus på divanen? Det er en undersøgelse, du skal lave, og den eneste måde at finde ud af det på er ved at prøve dig frem og lære af statistikken.

 

Spørgsmål 6: Skal jeg betale for annoncering på de sociale medier?

Svar: Sandsynligvis.

På for eksempel Facebook, hvor du ikke får noget som helst ved dørene, vil det nok være en idé at supplere de organiske opslag med nogle sponserede. På denne måde kan du være sikker på, at dit indhold rent faktisk kommer ud til de ønskede folk, samt at du får mest muligt ud af dit arbejde med at producere det. Det er til gengæld muligt at segmentere meget præcist, så du kan sørge for, at der ikke er nogen af dine annoncekroner, der går til spilde.

Når det kommer til andre tjenester, så er det igen et spørgsmål om, hvor din målgruppe er henne. Er der mange af dem på Instagram, så giver det nok meget godt mening at teste lidt annoncering på denne tjeneste. Nøgleordet i denne sætning er, at du skal teste. Har du forsøgt dig med lidt forskellige annoncestrategier, men ikke fået noget ud af det så revurder beslutningen.

Kort sagt: Prøv dig frem og husk at tracke på resultaterne.

 

Spørgsmål 7: Skal du bruge en redaktionskalender?

Svar: Ja, men formen er ikke fast.

En redaktionskalender kan hjælpe dig med at holde styr på, hvad du slår op på de forskellige medier, og om du er konsistent med frekvensen. Et overblik er guld værd, hvis du skal holde styr på flere forskellige tjenester på en gang. Samtidig har du mulighed for at planlægge ud i tiden, så du ikke pludselig står uden nogen form for godt indhold. Mærkedage osv. kan jo fint integreres i din kalender, så du kan reagere på dem, der måtte have interesse.

Samtidig gør planlægningen det også muligt at samkøre forskellige initiativer forud for begivenheden. Har du for eksempel en stor lancering af et nyt produkt, så alliér dig med nogle bloggere eller lignende før i rammer datoen så I alle skriver om lanceringen på samme dato. Så begynder dit navn pludselig at fylde i snakken.

Der er masser af værktøjer til at lave redaktionskalendre for sociale medier. CoSchedule og Komfo er blot nogle af dem. Undersøg, hvilken platform der passer bedst til dine behov og kast dig ud i det.

Sidder du inde med nogle spørgsmål, som du brænder for at få besvaret, eller vil du bare godt lige tilføje en lille ting, så er du mere end velkommen til at dele dine tanker herunder.

Og så lad os da lige slutte af med et lille vittigt indslag fra Wulff Morgenthaler som minder os om, hvordan de sociale medier ville fungere i den virkelige verden:

 

0 kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*